Når ens forældre er påvirket, sker der et skifte. For børn kan det opleves som et drastisk skifte. Børn og unge vil forsøge at tilpasse sig for at sikre sig selv mest mulig tryghed og kærlighed. De befinder sig i en sårbar og uforudsigelig situation. En situation, som de har svært ved at navigere i, hvilket gør det svært for dem at vide, hvordan de helt konkret skal agere.
Tanker som “Skal jeg sige noget?” – “Skal jeg lade være?” – “Skal jeg gøre noget?” – “Skal jeg være usynlig?” – ”Er det mig, der er noget galt med?” – “Hvad skal der til for, at det bliver ”normalt” igen?” fylder hos børn og unge, når de står i sådanne vanskelige situationer. Og denne utryghed kan resultere i, at børn og unge kan få skabt psykiske traumer.
Traumer kan metaforisk beskrives som en slags psykologisk sår eller kvæstelse, der bliver forårsaget af en særlig ubehagelig begivenhed. Ligesom et sår, kan traumet være følsomt og gøre ondt i tiden efter hændelsen. Børn og unge, der vokser op i familier, hvor stof eller alkohol fylder, har stor risiko for at blive udsat for traumer.
Traumer sætter sig i hjernen
Paul MacLean – en amerikansk psykiater, neuroforsker og neurolog introducerede i 1940’erne ”Den 3-delte hjerne.” En model som forklarer hvordan vores hjerne virker ud fra 3 hjernefunktioner. Måske kender du dem allerede, ellers kan du få en kort opsummering her:
Krybdyrhjernen
Tager sig af kroppens funktioner, drifter og sørger for vores overlevelse. Krybdyrhjernens vigtigste opgave er at sikre vores overlevelse, hvilket betyder at den er konstant på vagt overfor faretruende situationer. Den er den hurtigste del af hjernen og reagerer direkte på vores sanseindtryk. Det gør den, inden vi når at overveje eller tænke over, om den valgte reaktion nu var fornuftig og hensigtsmæssig. Det siges, at det tager et halvt til et helt sekund, før krybdyrhjernens reaktion bliver bevidst for os. Krybdyrhjernen kaldes også for sansehjernen eller reptilhjernen.
Følehjernen
Er den del af hjernen, vi har tilfælles med andre pattedyr. Krybdyr og lignende dyr har ikke denne samme hjernefunktion. Følehjernen kan beskrives som en slags fordelercentral mellem krybdyrhjernen og tænkehjernen. Det er også her følelser bor, samt vores evne til at være sociale væsner, empatiske og tage ansvar for andre. Her lever vi os ind i andre og spejler deres følelser og stemninger. Det er også her, vi udvikler tryghed og tilknytning, uanset om det er til os selv, vores nærmeste og dem omkring os.
Tænkehjernen
Er den del af hjernen, der adskiller os fra dyrene. Den sætter os bl.a. i stand til at reflektere, have et sprog, danne meninger, tænke abstrakt og udvikle os. Det er også her viljen og værdier bor og vores evne til at skelne mellem fortid, nutid og fremtid, samt evnen til at mentalisere. Det er her vores evne til bevidst at bremse eller styrke vores tanker og reaktioner, vores egenskaber og personlighed og ikke mindst evnen til at udvikle os ligger. Man kan beskrive tænkehjernen, som den, der har overblikket og bevidst kan sætte kursen for sanse- og følehjernen. Men alt det kan vi naturligvis kun, når vi er rolige og trygge. Eller med andre ord, når krypdyrhjernens “kamp, flygt eller frys”-system ikke er aktiveret. Hvis dét først aktiveres, bliver tænkehjernens vigtigste opgave at få ro på krypdyrhjernen. Først derefter kan vi igen tage styring over vores tanker, følelser og reaktioner.
Når vi er trygge og har det godt, så bruger vi primært vores tænkehjerne. Vi er opmærksomme på vores følelser og kan nemmere navigere i, om vi eksempelvis er glade, triste eller bange. Dette betyder at vores krypdyrhjerne ikke er aktiv, den ligger med andre ord og “sover”.
Krypdyrhjernen vil egentlig bare hjælpe
Og nu kommer vi tilbage det med traumet. For når man har været udsat for traumer, så aktiveres krybdyrhjernen. Den aktiveres, når individet oplever faresignaler, også kaldt for “triggers”. Triggere kan være lyde, lugte, tanker, stemninger osv. Disse triggere fortæller, at individet befinder sig i en tilstand, hvor vores overlevelse skal sikres – kamp/flugt eller frys. Med ét kan krybdyrhjernen aktiveres og tænkehjernen sættes ud af funktion.
Hvordan reagerer barnet når de er bange – og hvordan kan vi bedst hjælpe?
Når børn og unge befinder sig i en situationer, hvor krybdyrhjernen er aktiveret, så kan det desværre gå ud over deres omgivelser. Hvis man føler sig presset f.eks. i daginstitution, skole, fritidsinteresser eller lignende, så kan barnet lettere reagere i vrede (- kamp). Dette sker netop fordi deres krybdyrhjerne fortæller, at deres overlevelse skal sikres. Typisk vil det kunne resultere i udadreagerende adfærd, som vrede og aggression.
Aggression er en blanding af og reaktion på andre følelser. Det betyder, at der bag aggressionen ligger andre følelser gemt. Dette gør det svært at vide, hvad der egentlig ligger til grund for den aggression, som børn og unge kan udvise. Derfor er dét, som vi ser udadtil, altså vreden, måske slet ikke det vi skal kigge på, men derimod alle de følelser, der ligger bag.
Hjælp barnet ved at se bag handlingen
For at hjælpe barnet bedst muligt, er det vigtigt, at du taler til den bagvedliggende årsag til aggressionen. I situationen kan du derfor stille dig selv tre korte spørgsmål:
- Hvad er det barnet forsøger at vise os?
- Hvordan reagerer man, når man er bange, ensom, føler sig såret, afvist?
- Hvad har man brug for, når man er bange, ensom, såret, føler sig såret, afvist?
Og så er det altid en god huskeregel at fortælle sig selv, at barnet viser problemet – det er ikke problemet.
